Hej – jeg hedder Sally Bock og er ny dyrlæge på Land og By Dyreklinik pr. 1. september 2019. Jeg ser frem til at møde dig og dine dyr – og er fuld af forventning om et godt samarbejde til fremme af dyrenes trivsel og livsglæde. Det føles næsten som at vende hjem, da jeg som barn har boet i Ejby og ofte er kommet i Rye – måske det også bliver et gensyn for dig? Min uddannelsesmæssige baggrund er som veterinærsygeplejerske i 2000 og dyrlæge i 2007, suppleret med efteruddannelse indenfor specielt familiedyr og lidt hest. Mine interesser spænder vidt, så jeg har kurser inden for intern medicin, billeddiagnostik, akupunktur, kirurgi – og alt muligt andet. Jeg har været ansat på både dyreklinikker og dyrehospitaler i ti år som dyrlæge og et år som embedsdyrlæge i Fødevarestyrelsen, foruden at være tilknyttet dyrlæge på et af Dyrenes Beskyttelses internater gennem flere år. Min mand, to børn og jeg vender tilbage til Sjælland efter seks et halvt år i Vendsyssel og privat nyder vi både hunde, katte, kaniner, heste, ponyer og honningbier. Jeg håber, at du vil lægge vejen forbi Rye, så vi kan få hilst på hinanden!